Ganske mange har givet befolket borgene. Selvfølgelig selve ejeren og hans ­familie, deres personlige opvartere – tjenere, køkkenpersonale og måske ­selvstændige bagere og bryggere. For ikke at tale om smeden, skovfogeden og skytten. Har ejeren være interesseret i falke, har der selvfølgelig været en ­falkoner, og med nærhed tæt ved vand, hørte én eller flere fiskere med til ­husholdningen. Staldpersonale til både kreaturer og heste – for ikke at tale om de piger, der passede får, geder, høns og gæs. Og så alle dem, der tog sig af ­arbejdet på marken og i kål- og abildgården. Og vi må jo ikke glemme en sværm af piger og drenge, der klarede alle hånde småjob. På en stor går som Hald ­kunne der i middelalderen være op til 50 ­personer.

Persongalleriet af ejere og lensmænd er ganske omfattende og består af personer, der agerer i og ­former danmarkshistorien. Et simpelt opslag i Dansk Biografisk Leksikon ­suger én baglæns ind i danmarkshistorien, og billedet af stands- og selvbevidste ­væbnere, riddere og herremænd med samt deres fruer, der omgikkes landets ­førende adelsslægter og kongehuset, dannes på nethinden.

Steen Steensen Blicher (1782-1848) boede også en del af sin ­barndom på Hald, og Hald optræder som ramme om flere af hans noveller. I digtet ”Hornuglen” ­beskriver Niels Bugges Hald og bringer mordet på Bugge i 1358 frem, og i ­novellen ”Eneste Barn” 1842 præsenteres vi for persongalleriet på ­Schinkels tid.