Jørgens Friis’ Hald, det tredje i rækken, har en mulig forløber under søens vand. Her findes lange rækker af runde stolper og samlinger af tilhuggede, ­firkantede stolper, dateret til tidsrummet fra cirka 1425-50.

For alvor trådte Jørgen Friis’ Hald ind i historien i forbindelse med reformationen. Som katolsk biskop forlagde Jørgen Friis i 1520’erne sin residens fra Viborg til først Spøttrup, senere til Hald. Han frygtede for, hvad de reformerte viborgensere kunne finde på. Den nye Hald-borg og den samtidige Spøttrup er blandt de sidste private borge fra den danske middelalder. Bispen lod den bygge på en cirka 30 x 80 meter stor ø i Hald Sø.

Selve borgpladsen er omgivet af mægtige volde, 30 meter høje og 8 meter brede. De har skullet kunne modstå kuglerne fra det nye, stærke våben ved middel­alderens slutning, nemlig kanonen. Nu som dengang mødes man af porten, hvor en vindebro har reguleret færdslen til og fra borgen. Eller rettere to, da der var en bred ”dagbro” og en smal ”natbro”.

Ved siderne to kasematter med skydeskår til små kanoner. Adgangen til den ­centrale borgplads er sket gennem en overhvælvet gang gennem volden, opført på samme måde som ”vandporten”, en udfaldsport mod øst ned til søen.

Et stik fra cirka 1670 (Resen i Atlas Danicus) giver os en idé om de bygninger, der har været inde bag voldene, såsom fruerstuen, køkkener og forrådsrum. Nogle var opført i bindingsværk, andre helt i store, røde munkesten.

Mod øst er fremdraget to murede rum, hvoraf der i det ene er en mægtig ­bageovn – husholdet var stort på en borg for 500 år siden.

En kanonrondel – det store tårn – opførtes i vestvolden og er, skønt hårdt ­restaureret, stadig meget imponerede. I bunden lå en fangekælder, hvor Jørgen Friis – ifølge ­legenden – var fange fra 1536, indtil han også anerkendte den ­protestantiske lære.

Borgen forfaldt, og af det store tårn var der til sidst kun underdelen tilbage, så det, vi ser i dag, for langt hovedparten er et resultat af ­restaureringer inden for de seneste 100 år.
Det første århundrede af Halds tid som kirkegods satte sig ikke synlige spor i ­landskabet – ud over måske de mange egepæle, der er hamret i søbunden ­omkring Bispens Hald. De er fældet i 1424 - på et tidspunkt, hvor der var ­forbud mod at bygge borge i Danmark.

I 1520’erne var det igen meget ufredelige tider i Danmark. Christian den ­Anden sad i fængsel i Sønderborg, og der var spændinger mellem adel, konge og borgerne i ­almindelighed. Luther talte imod den katolske kirke i Tyskland, og bølgerne nåede også til Viborg. Jørgen Friis sikrede sig med det solide borganlæg, mens ”grevens fejde” fejede hen over landet og endte med reformationen i 1536. Bispen blev afsat, og Hald blev som alt andet kirkegods inddraget af kongen.

I de næste 125 år afløste i alt 23 lensmænd hinanden som kongens mand på kron­godset Hald. Hver af dem kunne der fortælles en historie om. Inventarlisterne fra Hald fortæller historien om den ene besættelse med efterfølgende plyndring efter den anden op gennem 1600-tallet. I 1667 overlod kongen som afdrag på gæld godset til den jødiske familie de Lima.